Gå i nærkontakt med kommunen
Foreninger kan hente en gevinst ved at lave motionsprojekter til sundhedsfremme i tæt samarbejde med kommuner. Det er erfaringen fra det fem-årige projekt Gå i Gang, hævder projektleder Jens Sune Jakobsen

Foto: Steen Bille
Cykelture, vandreture, gymnastik og træning i motionscenter er nogle af de aktiviteter, som idrætsforeninger tilbyder i Gå i Gang
Gå sammen i et lokalt netværk, samarbejd med jeres kommuner og styrk foreningen ved at være med i et motionsprojekt som Gå i Gang.
Det er den erfaring, projektleder Jens Sune Jakobsen, har gjort sig i den sidste periode af projektets levetid frem mod 31. december 2010.
"I Ringkøbing og Skjern er fire idrætsforeninger gået ind i projektet med hver deres aktivitet", fortæller han og siger videre:
"Det er foreningfolk, som er instruktører, og det er folk, som gerne tager på efteruddannelse for at blive bedre til målgruppen".
Det giver foreningerne bedre instruktører og et lokalt netværk at trække på.
"Instruktørerne har således fået ens jakker, mens foreningerne har fået et direkte økonomisk tilskud fra Gå i Gang og hjemkommunernes fælles budget", slår projektlederen fast.
Desuden har DGI Vestjylland ydet et tilskud til fælles rekvisitter.
Tag stilling
Med DGIs landsdelsforeninger som krumtap knyttes kommunale forvaltninger og idrætsforeninger sammen med fælles formål:
At forebygge livsstilssygdomme med motion.
"Men foreningerne skal gøre sig klart, om de ønsker at være med og hvad de vil byde ind med, den dag de indgår i et bredere samarbejde", forklarer Jens Sune Jakobsen.
Seniorgruppen er en dyr medlemsgruppe for foreningerne, da de ikke udløser kommunale medlemstilskud.
"Men risikoen er, at seniorer skaber deres egne foreninger, hvis ikke foreningerne kan eller vil deltage i aktiviteter for seniorer", advarer han.
Gå i Gang projektet
Gå i Gang er et fem-årigt motionsprojekt skabt af DGI, Gigtforeningen, Kræftens Bekæmpelse, TrygFonden samt oprindeligt også Diabetesforeningen.
Projektet sluttede 31.12 10, men fortsætter i en lang række kommuner.
Målet er at give patientforeningernes medlemmer og fysisk inaktive mulighed for dyrke idræt sammen med ligestillede.
Målet er også at etablere partnerskabsaftaler med kommuner for ad den vej at påvirke den kommunale sundhedsfremme i en positiv retning.
Hensigten er at fremme den forebyggende indsats i forhold til livsstilsrelaterede sygdomme.
4950 borgere har deltaget i 35 forskellige typer af motionstilbud i 18 kommuner.
Find gode råd i
Gå i Gang bogen
Krav om kvalitet
En generation er på vej med udsigt til en længere levealder.
"Vi vil se en generation af seniorer, der ikke er knoklet ned af fysisk arbejde, men som har levet af hjernearbejde", siger Jens Sune Jakobsen.
Den nye tids seniorer vil stille større krav til kvaliteten i motionsaktiviteter.
"Mange af dem vil ønske at blive stillet over for mentale udfordringer i deres idræt", tilføjer han.
Det er her foreningerne kan spille en vigtig rolle med instruktørernes faglige viden. En viden som kommunerne ikke kan byde ind med på samme måde.
Genvej til succes
I et tilbageblik kan projektleder Jens Sune Jakobsen notere sig, at mange af de 18 deltagende kommuner valgte den sikre succes.
"De gik efter de borgere, der var fysisk aktive i forvejen. Det er nemlig utroligt svært at få fat i inaktive og kronisk syge borgere", forklarer han.
Når det er besværligt at motivere dem til at deltage, bliver det svært at nå de opstillede mål.
"I stedet justerer kommunerne og styregruppen bag Gå i Gang målet til kvantitet. Pludselig behøver deltagerne ikke være inaktive eller kronisk syge for at kunne motionere med i projektet", pointerer han.
Dér hvor et lokalt Gå i Gang-projekt lykkes, er dér hvor det og dets aktiviteter kobles på eksisterende kommunale tilbud. F.eks. som et sundhedscenter a la Mors.
"Og så ved at få de lokale idrætsforeninger med som medspillere", understreger Jens Sune Jakobsen.
Opdateret 1. april 2011 Af Steen BilleEjer: Kommunikationsafdelingen